Spring til indhold

Gul linje

Der er p.t. 3 grupper på Gul Linje


Gul linje består af 3 klasser, som overordnet arbejder ud fra de samme principper, dog vil der være nogle forskelligheder, da der er forskel på elevernes fysiske og psykiske funktionsniveau.

KEL (Kompetent i Eget Liv)

I hverdagen arbejdes der med at udvikle elevernes sociale, personlige og faglige kompetencer med henblik på, at eleverne bliver så selvhjulpne og selvstændige som muligt.

Hovedoverskriften er KEL, hvor eleverne lærer at tage selvstændige initiativer, sige til og fra og give udtryk for deres ønsker og meninger.

I grupperne arbejdes der med at øge elevernes motivation, selvbestemmelse og forståelse for generelle sociale spilleregler.

I undervisningen skal eleverne selvstændigt lære at tage stilling til emner og foretage valg. Der tages udgangspunkt i elevernes interesser i et socialt fællesskab med åbenhed og humor.

ADL (Almindelig Daglig Livsførelse)

Arbejdet omhandler personlige mål, som fx at blive klar til at flytte hjemmefra. Der arbejdes derfor med bo-træning i form af praktiske færdigheder så som; pengeforståelse, indkøb, madlavning, rengøring, tøjvask mv.

Faglig emner

I forhold til vedligeholdelse og udvikling af faglige mål, arbejder eleverne både individuelt og i mindre grupper. Undervisningen er tilrettelagt af skolens lærere.

Eleverne har desuden mulighed for at lære at bruge mobil/computer til for eksempel Mit ID, netbank, Mobilepay og e-boks, så de kan blive så selvstændige som muligt i deres voksenliv.

Fysiske og beskæftigelsesrelaterede aktiviteter

Elevernes skemaerne er individuelt tilrettelagt, så de kan deltage i aktiviteter/undervisning alt efter interesser: Fx pedelleri, produktionskøkken, svømning, ridning, crossfit, bo-træning samt den fagfaglig undervisning.

Nogle af eleverne står for skolens reception, hvor de arbejder med administrative opgaver.

Struktur og forudsigelighed

I en af grupperne er der plads til de elever, der har behov for hjælp til at forstå deres omgivelser, og som har brug for ro og struktur i dagligdagen. Her arbejdes med TEACCH-inspireret specialpædagogik og visuel støtte i form af tekst, fotos og Boardmakersymboler.

Der er ligeledes fokus på principperne fra konflikthåndteringsstrategien Low Arousal.

Kommunikation

I de tre grupper er der forskellige behov i forhold til kommunikationshjælpemidler. Hovedparten af eleverne har et udmærket verbalsprog evt. understøttet med Tegn Til Tale. Andre anvender fx talemaskine, Avaz eller PODD.

Praktik

Alle elever på Gul Linje skal i løbet af deres STU i praktik for at blive afklaret i forhold til kommende beskæftigelse. Hvor eleven tilbydes praktik, afhænger af ønsker og funktionsniveau. Nogle afprøver beskyttet beskæftigelse/samværs- og aktivitetstilbud og andre elever kommer i praktik på det ordinære arbejdsmarked, i det omfang de magter det.