Terapien
Fysio- og ergoterapi på UUC Maglemosen
Terapien på UUC Maglemosen er et dynamisk team bestående af seks fysioterapeuter og fire ergoterapeuter.
I terapien lægges stor vægt på brugerens individuelle ressourcer og fysiske formåen, og den terapeutiske intervention tilrettelægges nøje herefter. Terapeuterne arbejder tæt sammen med de øvrige faggrupper på Maglemosen for at nå hele vejen omkring den enkelte bruger og imødekomme de behov, der kan opstå i tiden på Maglemosen. Der er blandt andet et tæt samarbejde omkring hjælpemidler og fysisk aktivitet i grupperne, hvor terapien kan give sparring og vejledning i forhold til at integrere dette i hverdagen. Terapien kan ligeledes være behjælpelige i samarbejdet med hjælpemiddelproducenter mm., hvis et hjælpemiddel skal afprøves eller tilpasses.
I terapien arbejdes der primært med individuelle behandlinger, men der afholdes også træningshold på tværs af grupper, heriblandt balancehold, sansehold, udehold, stolefitness, yoga samt neurodynamikhold.
Terapien tilbyder også at lave sanseprofiler. En sanseprofil kan være med til at afdække en brugers sansebearbejdningsudfordringer. På baggrund af dette tilrettelægges en intervention i samarbejde med brugerens gruppe. Interventionen har til formål at optimere brugerens evner inden for sansebearbejdning, således at brugeren kan få de bedste forudsætninger for at blive så kompetent i eget liv som muligt.
En del af det ergoterapeutiske arbejde er at opspore, undersøge og behandle brugere med dysfagi (spise-synkebesvær). Dette kan bl.a. gøres ved at foretage en spisevurdering, hvor det bl.a. vurderes hvilke kost- og væskekonsistenser brugeren kan indtage sikkert og effektivt for at sikre tilstrækkelig ernæring og hydrering i dagligdagen.
I terapien har vi fysioterapeutstuderende flere gange årligt, og når man modtager fysioterapi på Maglemosen, kan man få glæden af at træne med de fysioterapeutstuderende, imens de er i praktik. Dette er med tæt supervision fra vores kliniske vejleder samt brugerens vanlige fysioterapeut.
Alle nye brugere der starter på Maglemosen, får lavet en fysio- og ergoterapeutisk vurdering. For at modtage individuel fysio- eller ergoterapeutisk behandling, skal dette bevilliges af brugerens praktiserende læge eller kommune.






